Indlægget om Blooms taksonomi er det allermest populære af alle indlæg i denne blog. Det viser noget om, at Bloom har noget at tilbyde, når vi taler om (ind-)læring. Det er forholdsvis nemt tilgængeligt og operationelt, når (ind-)læringsmål skal laves eller deres niveau skal tolkes.
Når der er så megen interesse i det, er det oplagt, at skrive lidt mere om det. Indlægget her handler om "refleksion" som begreb (process?) i forhold til Blooms forståelse af (ind-)læring.
Hvis du ikke har læst det første indlæg om Blooms taksonomi, bør du læse det først. Klik bar på linket her.
Det er iøjnefaldende, at refleksion ikke optræder som begreb i Blooms taksonomi. Men hvorfor gør den ikke det?
Svaret er forholdsvis simpel i første omgang: Refleksion opfattes som underliggende, nødvendig evne for at kunne bevæge sig progressiv gennem læringsniveauerne. Sagt på en anden måde: for at komme fra et niveau til det næste, skal man kunne reflektere.
Jeg vil gå så vidt som at sige uden refleksion ingen læring (i Blooms forstand).
Hvis man bare ser på det første indlæringsniveau, "at huske" eller "at modtage", som dækker over niveauet "kendskab", vil en succesfuld læring allerede være afhængig af refleksionen. Eksempelvis husker man bedre stof der opfattes som relevant, vedrørende, spændende, mv. Det vil sige, at der allerede ligger en opfattelse af, hvad der er nyttigt. Det er svært "at modtage" stof, der opfattes som kedeligt, irrelevant, mv. Refleksionen kan ændre denne opfattelse.
Det eneste der kræves er, at man opfatter/opdager det. Så kan man stille (åbne) nysgerrige spørgsmål til det. For eksempel "hvordan kan det være relevant for mig", eller "hvilken betydning har det, at jeg opfatter stoffet på denne måde"? Resultatet af denne refleksion kan være et hvilket som helst. Vi kan nå frem til: Jeg ikke skal bruge det til noget, jeg behøver ikke huske det. Eller at det er afgørende for om jeg består en prøve. Jeg skal huske det.
Med udgangspunkt i dette er der skabt mulighed for at vi kan gå videre til at forstå stoffet - det næste niveau.
Refleksion opfattes her som en kognitiv process, der startes af en forstyrrelse i vores opfattelser. Det kræver altså altid et stop-op. Refleksionen kan indbefatte ens egne tanker, følelser, oplevelser, mv., men også inddrage omverdenen bredt: Hvad har hvilken betydning for mig i forhold til denne og andre (eller lingende/tilsvarende) situationer?
Lad mig bruge et andet eksempel fra den undervisning, jeg pt deltager i.
Jeg er i gang med et diplommodul om Ledelse og organisation. Undervisningen handler om organisationers opbygninger og konsekvenserne af opbygningen for organisationerne.
Jeg synes, det er ret kedeligt. Da jeg opdager det, undrer jeg mig over det og stiller mig spørgsmålet "hvorfor". Jeg reflekterer. En af de opdagelser jeg gør er, at min egen organisationsform ligger temmelig fast. Jeg har ikke mange muligheder for at ændre denne. Derfor er diskussioner af andre forholdsvis uinteressante. Min egen er meget mere vedrørende.
Men jeg er forstyrret i min læring. Ved nærmere refleksion opstår nye spørgsmål, vinkler og perspektiver.
Det foreløbige resultat af dette er, at jeg er blevet ret optaget af nogle overvejelser om min egen forståelse af egen organisationsform forhindrer mig i at se muligheder, om jeg ved at se på andre organisationsformer kan få øjnene op for ting der kan ændres i min organisation, om jeg kan se muligheder, frem for begrænsninger.
Fra at være i en situation, hvor læring var "besværlig" (kedelig, manglede relevans), har refleksionen bragt mig til et sted fyldt med nysgerrighed på nye perspektiver. Dermed kan jeg gå fra svært at huske/forstå (niveau 1 og 2) til at blive optaget af at perspektivere, analysere, vurdere og så videre.
Det er et ganske godt ryk op ad progressionsstigen.
Uden refleksionen var det umuligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar