Men efter at jeg har kigget lidt i indholdsfortegnelsen af den nye litteratur til modulet, har noget slået mig kraftigt, som jeg har tænkt meget over på det sidste: Hvad sker der med følelserne?
Dem står der desværre (igen) sådan set intet om.
Med lidt god vilje kan man sige, at motivationsteori handler om følelser og i kommunikationen spiller de nok også en rolle, men alt andet lige fylder de intet i den litteratur, jeg har læst endnu. Det er en skam.
Min virkelighed fortæller mig nemlig, at følelser spiller en kæmpemæssig rolle for mit job. Deres betydning kan nærmest ikke undervurderes, som jeg ser det.
Der er de følelser, jeg selv har, både de "positive", som stolthed, tilfredshed, glæde med mere, og de "negative", som utilstrækkelighed, tvivl, angst og så videre.
Der er de følelser medarbejderne har, som de i lighed med mig ikke afleverer ved døren, når de kommer på arbejde, men som vi går rundt med og i stort omfang (re-)agerer ud fra.
Og så har jeg end ikke defineret begrebet "følelser". Jeg vil nøjes med at forstå og opfatte følelser her som en form for tilstand eller humør man befinder sig.
Se dette link for en nærmere definition Leksikon.org.Den giver mening for mig.
Jeg er i bund og grund en ret analytisk og refleksiv person. Det bestemmer ofte min tilgang til mit job som leder. Det fungerer såmænd også fint for mig.
Men nogen gange sker der både positiv og negativ det, at følelserne får lov at bestemme. Det ligger tæt op ad intuitionen og fornemmelserne.
Når de kommer i vejen, er det skidt, men en væsentlig pointe ved følelserne er at de ikke sådan lige lader sig styre uden videre. Ud over at de er svære at styre, skal man også lige vide hvornår og hvornår ikke - og i hvilken retning: følge dem, eller se bort fra dem.
Så er der dem, der arbejder med de mange intelligenser. Her bruges begrebet følelsesmæssig intelligens. Det synes jeg er tiltalende, så er følelserne måske ikke så irrationelle?! Jeg ved alt for lidt om det, til at jeg vil tillade mig at gøre mig klog på det.
Lige nu synes jeg det med følelserne og jobbet er noget rod. Heldigvis er det jo muligt hele tiden at blive følelsesmæssig og videnmæssig klogere... Det er vist det, der betegnes som læring.
I den forstand:
Jeg håber at vi alle får et udviklende, inspirerende og lærerigt 2012.
Godt nytår til jer alle og på genlæsning i det nye år.