Ledelse er ... kassetænkning

Vi gør det alle: putter mennesker i kasser. Jeg kalder det oftest skuffer, men det er det samme.
Nogle kasser har betegnelser efter relationer, som venner, kollegaer, medarbejdere, familie, bekendte. Det er ufarlige kasser, da de som udgangspunkt dækker over faktuelle forhold.
Andre kasser er mere typeopdelt i de spændende, de søde, de arrogante, de kedelige, de besværlige, de ligegyldige, dem vi elsker, dem vi hader, osv.  Her er der i den grad tale om subjektive vurderinger og bedømmelser (eller ligefrem fordømmelser).
Personlig kan jeg lide kassen (skuffen) med idioterne. Det er en af mine favoritter. Det er ikke noget problem for mig og jeg har det okay med det.
Besværret starter, når jeg er nød til at forholde mig til nogen i de kasser med de mindre søde betegnelser. Når jeg indgår i relationer med mennesker fra for eksempel idiotkassen, så er jeg nød til at ændre min tænkning. Ellers bliver relationen udelukkende irriterende, besværlig og formentlig ufrugtbart.
Jeg klar over, at jeg er nød til at ændre fokus, at jeg skal finde andre vinkler og syn på den anden person, hvis relationen skal udrette noget. Det er for mig et relativt bevidst valg og det fungerer nogenlunde for mig.

Så er der den type kasser, som kan være svære at finde et passende navn til. Det er "sådan er kasser". 
Det er kasser med vores billeder af mennesker, som er foruddefinerede i vores forståelse af hvordan de er eller gør. Der er for eksempel kassen med dem, der altid vil give en hånd med (de flinke, de arbejdsomme), dem der er regelryttere (de ufleksible), de som er med på hvad som helst (de udviklingsparate), dem der er fejlfindere (brokkehovederne) osv.
I vores hverdag hjælper det os til en hverdagsforståelse af vores omgivelser. Det gør, at vi ikke konstant og uafbrudt skal analysere alt og alle.
Andre kasser er også dem vi opdeler folk ind efter forskellige test, alt efter vores fokus, for eksempel personlighedstesten disk, Belbin's roller, Adieze's læringstyper osv.
Og så er der de kasser, som også teoretisk inddeler efter typer på forskellige andre måder, alt efter indfaldsvinkel. Forskellige motivationstyper, ledertyper, medarbejdertyper osv.
 
Det er min påstand, at alle de kasser er en nødvendig forudsætning for at vi kan udvikle en platform at tænke ud fra. Vi kan ikke altid og konstant tænke analyserende i individer og relationer. Der er ikke noget galt i kassetænkning. Kasser er kategorier, og vi kan ikke klare os uden kategoriseringer. Verdenen er for kompliceret at forholde sig til uden kasser.

Men det er galt, hvis vi udelukkende lader os styre af det.
Hvis de billeder og kategorier vi bruger bliver vores (eneste) styringsmekanismer, går det galt. Så bliver vores syn statisk og i ledelsesperspektivet sætter det udviklingen i stå.
Vi kan ikke altid give alle de spændende udviklingsopgaver til dem der altid bider på dem. Vi kan ikke altid give de kreative opgaver til de kreative osv.
Det sætter udviklingen i stå og forhindrer den enkelte i at udvikle sig. Det forhindrer relationer i at udvikle sig. Det forhindrer udvikling i det hele taget.
Nogen gange må man udfordre kasserne - også dem, som folk gerne vil være i. Også selv om det er trykt og rart at tænke i kategorierne.

Kasserne er ofte en god platform. Men vi må et spadestik dybere, hvis der skal ændres noget.
Første trin er at erkende tænkningen. Andet trin er at erkende at det er (meget) subjektivt. Tredje trin er at vurdere hensigtsmæssigheden i hvert enkelt tilfælde af kassetænkningen og situation. Fjerde trin er at tænke ud af kassen, når der er brug for det.