Anerkendelsens tyranni

Lad mig slå fast fra starten, at jeg synes at anerkendelsen (Appreciative Inquiery / AI), den værdsættende tilgang, er gode, positive redskaber i ledelsesadfærd. Her vil de første sige, at det ikke er redskaber, men teorier, holdninger, eller måske ligefrem en filosofi. I forhold til pointerne i dette indlæg er det underordnet.
Jeg kan godt lide tanken om at mennesket vokser af det positive, altså anerkendelsen, værdsættelsen og rosen. Det svarer til det heliotropiske syn. Det er en udmærket tilgang.
Jeg gør mig umage med at være anerkendende, er ikke god nok til det hurtige, konkrete og kontante ros (ej heller risen) og er god til positive reformuleringer.
Men jeg er træt af, at begreberne udvaskes til det ukendelige. Jeg er måske selv ikke supergod til definitioner her, men når anerkendelse ligestilles med ros og skulderklap er det gået for langt.

Jeg oplever særligt blandt de yngste medarbejdere en udpræget behov for ros hele tiden. Mens de ikke tåler nogen form for kritik. Jeg gider ikke anerkende og rose for at helt almindelige ting ordnes, der hører til jobbet. Måske skal vi ligefrem sige tak og klappe dem hver dag for overhovedet at møde frem (eventuel endda til tiden)?! Nej tak. Det er for meget af det gode.
Så bliver anerkendelsen degraderet til rosens tyranni. Så gider jeg ikke lege med mere.
Måske er jeg for gammeldags, men arbejdspladsen er ikke til for medarbejderen, men omvendt.
Måske synes jeg det bare, fordi jeg er for dårlig til den individuelle ros og anerkendelse i hverdagen. 

Når det er sagt, skal der anerkendes og roses og værdsættes og gives feedback og gives ris og så videre. Hver ting til sin tid, hver ting med sin meningsfulde berettigelse.

Når anerkendelsen bliver til tyranni (og sidestilles med ros), mister vi muligheden for meningsfuld at påpege det svage, mindre gode, dysfunktionelle, mister muligheden for at sætte fokus på udviklingsbehov.
Holder vi op med at pege på "dårlige" ting også, sender vi et forkert billede/feedback til modtageren. Der er her vi oplever børn stå på scenen, selv om de intet kan. Der er forskel på god og skidt. Det skal være muligt at sætte ord på skidtet også. Det er også respektfuld og skal gøres på en ordentlig måde. Men det skal gøres. Det nytter ikke, at børn aldrig møder røde streger i diktaten for at bruge det billede. Selvindsigt kræver ikke kun viden om gode, positive evner, sider og færdigheder, men også om det der ikke er godt nok (eller kan/bør forbedres).

Vi har brug for mennesker - medarbejdere - der har et realistisk syn på sig selv. Selvtillid er godt, men hvis den kommer fra ros alene, er den tom. Selvværd er vigtigt, men skal bygge på en ærlig (an-)erkendelse af sig selv.
Når anerkendelsen tyranni via ros bliver til det eneste "rigtige", er det på tide at tænke noget andet. Ellers skaber vi bare flere, der står på scener, de ikke burde stå på.
Det samme gælder forældrene, der sætter deres projektbørn egoistisk over alt andet. En simpel konflikt med et andet barn er ikke et angreb på øjestenens liv og autonomi og verdens undergang, men blot et udviklingsprojekt for barnet. Det er okay, ikke altid at være universets centrum og herre over universet.

Hvad gør jeg så?

Et af mine tanker omkring dette er at tage dialogen. Definere hvad der hvad. Afstemme forventninger. Være ærlig i feedbacken og turde sætte fokus også på udviklingsbehovet.

Differentieringen er en anden vinkel at gribe det an på. Det er ikke alle, der kan alt. En gang imellem er det okay, at det kun er de "gode", der er med i fodboldkampen.  Andre gange skal alle have lov til at være med.
Alle er god til noget og dermed kan alle bidrage med noget og vise sig frem med noget, vokse med noget. Det behøver ikke at hænge på ydre mærkater som titler, alder, erfaring, anciennitet, eller lignende. 

Så bliver det måske sådan at den bevidste og individuelle tilgang kan skabes. Anerkendelsen og værdsættelsen kan blive reel. Rosen kan blive ægte og berettiget. Risen kan tåles.

Når anerkendelsen bliver til et indholdsløst slagord, mister det mening. Det bliver til tyranni.
Tid til at tænke sig om.