1.000 Sidevisninger

Så er det blevet til 1.000 sidevisninger. Tak til jer derude.

Jeg ved ikke, hvor mange læsere der er gengangere, men jeg håber da på et par stykker eller flere.

Hvis du er en af dem, der følger med - eller gerne vil det, så opret dig som fast læser, eller klik bare på "abonner på".
Så kan du også  få beskeder om opdateringer (nye indlæg) via f.eks. din gmail. Der er en ganske enkelt funktion, der hedder reader. Her kan du se de ulæste indlæg fra alle mulige blogs, som du følger. I andre mailsystemer hedder det nok noget andet, men det er simpelt og fikst. Sådan holder jeg mig ajour med blogs jeg er interesseret i, uden at skulle tjekke dem hele tiden.

Der kommer ikke forfærdeligt mange kommentarer til indlæggene, mildest talt ;-). Jeg har gjort op med mig selv, at jeg primært skriver for min egen skyld - og på den måde er det okay.

Alligevel: Lidt feedback ville jeg da sætte pris på. Hvis du altså har en mening om indlægget eller bloggen som sådan, så skriv det som kommentar. Eller set bare et kryds i vurderingsboksene. Det sætter jeg pris på.

Har du lyst til at skrive noget - eller offentliggøre noget du allerede har liggende, så skriv til mig. Jeg giver gerne adgang til alle, der har lyst til at lave et indlæg!

NB: Mest populære (dvs. mest læste) indlæg er den om Blooms taksonomi. Derefter kommer den om ledelse som 4 roller. Ikke fordi de nødvendigvis selv synes at det er de bedste indlæg, med indlæggene er nogen af de resultater der kommer frem, når man googler det som begreber.

Tak for dit besøg her. Jeg håber, du fik noget ud af det.

Hilsen Stefan

Ledelse er ... kassetænkning

Vi gør det alle: putter mennesker i kasser. Jeg kalder det oftest skuffer, men det er det samme.
Nogle kasser har betegnelser efter relationer, som venner, kollegaer, medarbejdere, familie, bekendte. Det er ufarlige kasser, da de som udgangspunkt dækker over faktuelle forhold.
Andre kasser er mere typeopdelt i de spændende, de søde, de arrogante, de kedelige, de besværlige, de ligegyldige, dem vi elsker, dem vi hader, osv.  Her er der i den grad tale om subjektive vurderinger og bedømmelser (eller ligefrem fordømmelser).
Personlig kan jeg lide kassen (skuffen) med idioterne. Det er en af mine favoritter. Det er ikke noget problem for mig og jeg har det okay med det.
Besværret starter, når jeg er nød til at forholde mig til nogen i de kasser med de mindre søde betegnelser. Når jeg indgår i relationer med mennesker fra for eksempel idiotkassen, så er jeg nød til at ændre min tænkning. Ellers bliver relationen udelukkende irriterende, besværlig og formentlig ufrugtbart.
Jeg klar over, at jeg er nød til at ændre fokus, at jeg skal finde andre vinkler og syn på den anden person, hvis relationen skal udrette noget. Det er for mig et relativt bevidst valg og det fungerer nogenlunde for mig.

Så er der den type kasser, som kan være svære at finde et passende navn til. Det er "sådan er kasser". 
Det er kasser med vores billeder af mennesker, som er foruddefinerede i vores forståelse af hvordan de er eller gør. Der er for eksempel kassen med dem, der altid vil give en hånd med (de flinke, de arbejdsomme), dem der er regelryttere (de ufleksible), de som er med på hvad som helst (de udviklingsparate), dem der er fejlfindere (brokkehovederne) osv.
I vores hverdag hjælper det os til en hverdagsforståelse af vores omgivelser. Det gør, at vi ikke konstant og uafbrudt skal analysere alt og alle.
Andre kasser er også dem vi opdeler folk ind efter forskellige test, alt efter vores fokus, for eksempel personlighedstesten disk, Belbin's roller, Adieze's læringstyper osv.
Og så er der de kasser, som også teoretisk inddeler efter typer på forskellige andre måder, alt efter indfaldsvinkel. Forskellige motivationstyper, ledertyper, medarbejdertyper osv.
 
Det er min påstand, at alle de kasser er en nødvendig forudsætning for at vi kan udvikle en platform at tænke ud fra. Vi kan ikke altid og konstant tænke analyserende i individer og relationer. Der er ikke noget galt i kassetænkning. Kasser er kategorier, og vi kan ikke klare os uden kategoriseringer. Verdenen er for kompliceret at forholde sig til uden kasser.

Men det er galt, hvis vi udelukkende lader os styre af det.
Hvis de billeder og kategorier vi bruger bliver vores (eneste) styringsmekanismer, går det galt. Så bliver vores syn statisk og i ledelsesperspektivet sætter det udviklingen i stå.
Vi kan ikke altid give alle de spændende udviklingsopgaver til dem der altid bider på dem. Vi kan ikke altid give de kreative opgaver til de kreative osv.
Det sætter udviklingen i stå og forhindrer den enkelte i at udvikle sig. Det forhindrer relationer i at udvikle sig. Det forhindrer udvikling i det hele taget.
Nogen gange må man udfordre kasserne - også dem, som folk gerne vil være i. Også selv om det er trykt og rart at tænke i kategorierne.

Kasserne er ofte en god platform. Men vi må et spadestik dybere, hvis der skal ændres noget.
Første trin er at erkende tænkningen. Andet trin er at erkende at det er (meget) subjektivt. Tredje trin er at vurdere hensigtsmæssigheden i hvert enkelt tilfælde af kassetænkningen og situation. Fjerde trin er at tænke ud af kassen, når der er brug for det.

Ledelse er ... at gøre noget uventet

Generelt er det godt, hvis medarbejderne ved hvor de har lederen hen.
Når han er til at regne ud, giver det tryghed. Der er en stabil linje, en klar retning, krav og forventninger, som er til at finde ud af.
Det er godt, vigtigt og formentlig næsten altid rigtig.
Men det gør også - i hvert fald i mit tilfælde, at det godt kan være temmelig kedelig. Jeg har svært ved at finde det sjove, skæve, humorfyldte gen frem i hverdagen. Ikke så godt, men sådan er det.
Det resulterer så måske også i, at jeg havner i skuffen med de kedelige folk. Forhåbentligt ikke endda i skuffen med idioterne.
Hvis jeg nu synes det hele er lidt "nuancer af grå", hvad tænker mon omverdenen?! Altid alvorlig og seriøs, aldrig sjov og ballade i gården. Ingen tvivl om, at der skal smiles og grines noget mere. 
Så var det den anden dag, hvor jeg kastede mig ud i en blomsterdekoration og kogning af rabarbersaft fra haven (begge dele derhjemme), hvilket jeg ikke har gjort før, at jeg begyndte at tænke over, hvad det er, der forhindrer mig i at prøve noget andet, nyt og uventet på jobbet.
...
Ovenstående skrev jeg i sommerferien. Siden da har det ligget som kladde og ventet på at blive skrevet videre på. Jeg er ikke blevet klogere, så jeg vil lade det stå som det er.

For et par par uger siden oplevede jeg min personalegruppe, som i den grad trådte i karakter. Rammerne var ikke gode - der manglede medarbejdere og ledelse - og der var to større arrangementer, som skule klares ved siden af den almindelige hverdag. 
Det tog de hånd om, som var det det mest naturlige i verden. Et skidt udgangspunkt blev til en god uge og to rigtig gode oplevelser.
Tilbage står jeg med en følelse af stolthed over dem. Stolt over dem og den måde de havde taklet det på og det gode humør de havde. Stolt over at der trods alt må være noget rigtig i den måde vi leder institutionen på, siden de tager udfordringen op på den måde.

Et par dage senere købte jeg en flot buket blomster til dem hver især. Der fulgte et brev med, hvor jeg gav udtryk for den glæde jeg havde følt , med ros og anerkendelse til dem hver især.
Det var ikke det, jeg havde i tankerne om noget uventet, men de blev overrasket og glade. Så fik jeg da givet noget af min følelse tilbage til dem. Og det er ikke så ringe endda.
Gode oplevelser er til for at blive dyrket.