Bekymringer og ansvar

Et af mine yndlingscitater er fra Mark Twain (1835-1910) og lyder:

Jeg har gjort mig mange bekymringer i mit liv. De fleste er aldrig blevet til noget.

Dette citat tænker jeg på en gang imellem, når jeg føler mig mere bekymret, end ellers. Det letter nogen gange stemningen.

I forbindelse med mit job som leder gør jeg mig mange tanker og reflekterer meget over situationen, mig selv, problemstillinger og så videre. 

Når jeg er i vanskelige situationer, det vil sige uden at jeg kan få øje på en oplagt eller nem løsning eller udvej, kan det bekymre mig.

Der er mange dilemmaer, der gør beslutninger vanskelige.

Eksempelvis er der dilemmaet mellem hensynet til den enkelte og hensynet til helheden. Nogen gange vejer det ene tungere, andre gange det andet. Nogen gange kan jeg ikke helt forklare mig om overvejelserne og begrundelserne for mine valg. Det er frustrerende. Ofte oplever jeg, at medarbejderne ikke forstår disse dilemmaer. Nogen gange er det måske heller ikke ledelsesteamet, der forstår det. Så kan det blive ensomt og koldt "på toppen".

Forleden oplevede jeg at komme i en situation, hvor jeg for at komme godt ud af den, skulle have tilsidesat mine etiske holdninger (for ikke at kalde dem principper). Det handlede om, at en medarbejder overfor en anden medarbejder ikke er helt ærligt. Noget jeg får at vide, som jeg oplever som fortroligt, står vedkommende ikke inde for overfor kollegaen, når det gælder, men det bliver skjult i stedet for.

Jeg blev dybt frustreret over denne adfærd. Jeg valgte, at vride mig ud af situationen, med det resultat at budskabet overfor den første medarbejder endnu en gang er blevet udvasket.

Den underliggende konflikt kom endnu en gang ikke op til overfladen.

Jeg blev gal og skuffet over den medarbejders adfærd, der igen ikke ville tage konflikten.

Jeg blev gal over at blive bragt i situationen.

Selv her i bakspejlet ved jeg ikke, hvad jeg ellers skulle have gjort i situationen.

Men konflikten lurer der endnu.

Hvordan og hvornår den kommer op (eller om), ved jeg heller ikke. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal stille op med situationen.

Det bekymrer mig. Ligesom man ikke kan slippe af med magten, kan man heller ikke slippe af med ansvaret. Det falder altid tilbage på lederen. Hvordan altså løser man en problemstilling som medarbejderne er en del af, men som ikke evner eller ønsker at involvere sig. Det nemme svar er, er man ikke en del af løsningen, er man en del af problemet. Men er det nu også et svar?

Jeg har besluttet mig for at tage det som det kommer - gribe muligheden, når den byder sig. Og tage en snak med den medarbejder, der gemte sig.

Bekymringer bliver tit ikke til noget.