Jeg fik lige bladret i udgaverne af Ledetråden (BUPL's lederblad) på mit kontor i dag.
En af forsiderne fik nogle mindre rare erindringer frem fra hukommelsen.
Det var en forside om tre historier fra det virkelige liv, hvor ting var gået galt i institutioner. Et glemt barn låst inde på institutionen efter lukketid og to andre lignende frygtelige historier, som man håber, man aldrig kommer ud for.
Jeg har selv stået i en situationen, hvor en (heldigvis grundløs) beskyldning ryster hele ens tilværelse, medarbejdergruppen og forældrene.
Spørgsmålet er, kan man forberede sig til den slags? Og hvis ja, hvordan?
På det sidste uddannelsesmodul havde vi en diskussion om det på holdet.
Det var og er min påstand, at man ikke kan forberede sig selv på den slags. "Katastrofer", som jeg vil kalde de alvorlige sager/hændelser, som ikke "bare" kan håndteres internt, kommer altid uden forvarsel.
Man kan ikke lave beredskabs- eller kriseplaner for alle mulige eller tænkelige situationer.
Nogle situationer kan forebygges. For eksempel ved at der i hverdagen er indarbejdet faste rutiner for at forhindre at det sker. Det er typisk regler om en bestemt adfærd fra medarbejdernes side. Hvordan sørger vi for at alle kommer ud af bussen, hvordan lukker vi huset ved lukketid, hvordan takler vi nær fysisk kontakt til børn og unge ... listen kunne fortsættes i det næsten uendelige.
Jeg er ikke i tvivl om at det giver god mening at forebygge på denne måde. Det sikrer både en selv, brugerne og medarbejderne.
Kernen i alt det er rettidig omhu: Omtanke, omtanke, omtanke!
Det minimerer sandsynligheden for at katastrofen indtræffer.
Men de sker alligevel, fordi systemer og mennesker ikke er fejlfrie. Og så er gode råd dyre og fanden er løs i laksegade. Og hvad gør vi så?
Den tanke vil jeg tage op i morgen :-)
Hilsen Stefan
Ingen kommentarer:
Send en kommentar