Og hvad har det så med (institutions-)Ledelse at gøre?
Umiddelbart ikke ret meget.
Jeg bor i Sverige. Jeg køber strøm, der udelukkende kommer fra vedvarende energi. Vind, vand og sol. Det er en mulighed jeg har, som jeg er glad for. Fordi jeg altid har ment og stadigvæk synes at atomenergi som teknologi i yderste tilfælde er den teknologi, der kan skade os allermest og mange fremtidige generationer.
Sverige har nogle atomkraftværker. Det ændrer mit valg af strømleverandør ikke ved. Strømmen kommer sørme igennem de samme kabler. Og hvordan adskiller vi lige min strøm fra atomstrøm i det samme kabel? Så hvad nytter det? Jeg betaler en meget beskeden, lille merpris for et lille stykke grøn samvittighed. Jeg gør ingen forskel. Men hvad hvis alle gjorde det? Hvad hvis Sveriges nabolande holdt op med at købe overskuddet af svensk atomstrøm?
Det ville betyde noget.
Frem for at udsætte os selv for faren for det værst tænkelige, bør vi sige stop. Ikke fordi katastrofen som sådan er sandsynlig, men simpelthen fordi konsekvenserne er for katastrofale.
I enhver situation findes der statistiske yderpunkter på sandsynlige hændelser. Der er en (lille) sandsynlighed for at der aldrig mere sker en atomulykke. Der er en stor sandsynlighed for at der (igen) sker mindre ulykker. Der er formentlig kun en lille sandsynlighed for at Fukushima eller Tjernobyl gentager sig (håber jeg). Men vil nogen tage den chance? Hvad hvis det sker i Sverige eller Tyskland? Det er ikke langt fra os.
Det er som at spille russisk roulette. Det kan gå godt mange gange, men før eller siden rammer man formentlig nogen med kuglen. Hvordan er man skruet sammen i hovedet, hvis man spiller dette spil?
Det er en simpel risikoanalyse. Hvis man forudsætter, den værst tænkelige situation kan indtræde, kan jeg så leve med det? Hvis jeg ikke kan leve med det skal jeg sætte alle sejl ind for at undgå at det kan komme dertil.
Den anden mulighed er at vælge at lade være med at spille spillet, hvis man ikke har råd til at tabe spillet. Ligesom i russisk roulette, hvor prisen for at tabe er for høj.
Det er så at sige de to ultimative strategier for at takle risikoen og et fejlslagets konsekvenser.
I forhold til atomkraft burde man aldrig have spillet spillet. Men det er for sent nu. Nu skal strategien være at mindske sandsynligheden for at katastrofen rammer. Det betyder uden tvivl at man skal afvikle teknologien, mens man gør den så sikker som mulig.
I hverdagen er risikoene for en institutionsleder heldigvis ikke så høje. Men de kan føles ganske høje. At risikere tab af jobbet kan være en skræmmende tanke eller følelse.
Det er så derfor at man skal vælge sine kampe med omhu.
Strategien med at melde sig ud af spillet er nok ikke holdbart ret ofte eller i længden. Men det kan fungere i nogle situationer.
Derfor må strategien oftest være den at minimere risikoen. Alt efter sandsynlighed og konsekvensernes alvor må man sætte ressourcer ind for at minimere risikoen.
Jeg kan ikke ændre verdenen, ikke engang min nære kommunalpolitiske verden, alene. Men ligesom ved at købe noget andet strøm kan jeg gøre noget. Jeg kan markere mig der, hvor risikoen er overskueligt og konsekvenserne af at fejle ikke er alt for voldsomme. Disse forskelle kan se ubetydelige ud i hverdagen og er måske svære at få øje på. Ligesom det med at se forskel på strømmen i kablerne. Så er det godt at have principper at kæmpe for og at bruge de muligheder, der nu engang er. Store som små.
Og hvis flere svømmer mod strømmen, gør det måske en forskel.
For at blive i billederne: Hvis der er modvind, kan det svare sig at bygge en vindmølle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar