Når katastrofen er der

I torsdags skrev jeg om hvorvidt man kan planlægge sig ud af katastrofer - forstået som de virkelig slemme ting der kan ske i en institution, men som heldigvis ikke sker så ofte.

Efter katastroferne i Japan kan det virke lidt voldsomt med det sprogbrug. Men selv om jordskælv og atomulykker på ingen måde kan sammenlignes med de situationer, jeg har skrevet om, så vil jeg holde fast i ordet katastrofe.
For når man står i situationen, så kan det føles ganske alvorligt og eksistentielt truende at stå i krisens centrum.

Min påstand var og er, at man ikke kan planlægge sig ud af det. Men disse situationer, som man lige pludselig kan komme til at stå i, har nogle træk til fælles, som det kan svare sig at forberede sig strategisk og mentalt på.

Fællestræk er, at de ikke "bare" kan håndteres internt i institutionen, hvilket kan være svært nok.
De involverer flere, muligvis mange forskellige interessenter. Det kan være forældre og børn, det kan være samarbejdspartnere, flere forvaltninger i op til flere ledelseslag, den brede offentlighed, politikere, medierne, ens familie og venner og sikkert flere andre, end jeg lige kan tænke mig til.

Alle de involverede har, lige så straks de hører om sagen, alle en masse holdninger og følelser, der afgør deres stillingtagen til sagen/hændelsen. De har ofte lynhurtig en bestemt mening om det og tager stilling, ofte som for eller imod. Den type sager polariserer nemlig ofte og der er ikke meget andet end sort eller hvid, særligt i begyndelsen. 

Du må være indstillet på, at du ganske hurtigt og måske ligefrem straks skal tage stilling selv. Du får måske nogle timer til at undersøge hvad der er sket, så du nogenlunde kan danne dig et billede af det, men du slipper ikke for at tage stilling. Du bliver hurtigt afkrævet forklaringer og vurderinger, måske udefra og helt sikkert oppefra.

Samtidig er der masser af forskelle fra den ene sag til den anden. Der er grader af involvering af udenfor stående, det kan være antallet af involverede medarbejdere, forældre eller børn - og alt andet lige er nogle sager "værre" end andre.
Hvis det er korrekt, kan vi ikke lave planer for hver enkelt scenarie og for alle de mulige udviklinger krisen kan tage.

Derfor kan det være nyttigt, at have nogle overordnede strategier til hvordan vi generelt kan håndtere kriser.
Min egen erfaring peger her på nogle generelle strategier, som du kan finde brugbart.

Læs mine bud i morgen.