tirsdag den 8. marts 2011

Pas på hvad du siger

Da jeg var nyuddannet pædagog for nogen år siden, hørte jeg for første gang "Nogen gange er det lettere at få tilgivelse, end at få tilladelse". Det var min daværende leder, der sagde det efter at jeg nok lige havde været lidt for langt fremme i skoene.
Jeg har holdt meget af formuleringen lige siden - og ikke mindst holdt meget af tænkningen bag. Den tillader at gøre noget, at overskride beføjelser, at vove pelsen og at fejle.

Jeg siger det højt en gang imellem og jeg tænker det både opad og nedad.
Det udvider ledelsesrummet opad. Det udvider medarbejdernes selvledelse nedad.

Da jeg så forleden på arbejdet blev mødt med "du plejer jo at sige at det er lettere at få tilgivelse ...", måtte jeg trække på smilebåndet og give vedkommende ret - og give tilgivelse.
Nu var det ikke noget stort eller noget vigtigt, det handlede om. Jeg havde sikkert givet tilladelse, hvis jeg var blevet spurgt.
Men set i bakspejlet blev jeg rigtig glad for at jeg fik smidt det tilbage i hovedet. Det viser nemlig, at nogen tager det til sig. At man tør og ikke er bange for lige at træde en smule ud over det tilladte, sikre og åbenlyse. Det blev handlet og gjort noget - der bliver skabt noget.

Det var rigtig fedt. Jeg må sige det noget oftere.
Så moralen er: Pas på hvad du siger - du kan blive taget på ordet!
Nogen gange er det lettere at få tilgivelse, end at få tilladelse.

2 kommentarer:

  1. ;o)Super tiltag med denne side Stefan.
    Ja tilgivelse er til tider lettere en tilladelse:o)
    Kuns Christine

    SvarSlet