Heldigvis var skaden ikke så stor, som det først så ud til. Barnet har det fint. Så vidt, så godt.
Det var ikke noget institutionen havde forskyldt eller noget. Ansvaret ligger hos barnet og bilisten.
Men det var personalet, der tog hånd om situationen.
Nu talte vi på et møde om, hvordan situationen var blevet taklet fra medarbejdernes side.
Det rigtig dejlige: De lavede ingen større "fejl" i håndteringen. Alt i alt altså ikke det store problem, ud over den forskrækkelse og "tumult", det gav i situationen. Alligevel viste der sig en vis usikkerhed om det nu var klaret rigtigt, eller "godt nok", eller om der var noget, der skulle være anderledes en anden gang.
De var/er gode til at reflektere over det de gjorde - og at finpudse håndteringen af en sådan ulykke kan kun være en fordel. Det fik vi en god snak om, som endte med at jeg skal komme med noget mere opsamling / bud på håndteringen næste gang, vi holder møde. Efterlysningen er en "plan".
Det synes jeg er meget vanskeligt, fordi jeg, som jeg tidligere har skrevet om, ikke synes at en plan duer, hvis man tror, at den kan dække alle situationer. Alligevel vil jeg prøve, at komme medarbejderne i møde med nogle "adfærds-anvisninger", sådan at de oplever større tryghed og mere styr på det.
Det efterfølgende er et udkast, som jeg lige har rystet ud af ærmerne. Derfor håber jeg, at du som læser bidrager med nogle kloge ord til min lille opgave.
Sådan takler du situationen, hvis et barn / en ung kommer til skade:
Det altafgørende: Bevar roen og overblikket. Kan du ikke det, lad andre overtage!
1. Tag hånd om den, der er skadet.
Stop ulykken. Giv førstehjælp. Tilkald eventuelt hjælp. Vurder skadens omfang. Kan det klares med et plaster, er det jo det. Er du i tvivl om skadens størrelse/alvor, få en andens vurdering. Er der fortsat tvivl, er det på skadestuen med vedkommende. Enten i bil eller taxa. Er det umuligt (for eksempel på grund af skadens alvor), tilkalder du en ambulance. Altså: er der tvivl, vælger du den mest sikre løsning! Der følger altid en medarbejder med barnet, medmindre en forælder kan nå frem, inden I skal ud af døren.
2. En anden voksen tager hånd om omgivelserne. Bed eventuelt konkret en kollega om det.
Bed "overskydende" hænder om at gå deres vej. Ingen tilskuer, tak! Det er ikke en gratis teaterforestilling. Det forstyrrer og flytter fokus og opmærksomhed. En kollega bliver i nærheden for at hjælpe.
3. Kontakt forældrene.
Orienter dem om hvad der er sket og hvad der er brug for at de gør (komme straks, tage hånd om senere, eller at de blot skal have besked).
4. Få fat i ledelsen. Ring til en af dem, hvis der ikke er nogen til stede.
De kan give råd og tage styring, hvis det er nødvendigt.
Nu har du taget hånd om den akutte situation.
Vigtigt: Kommunikationen!
Vigtigt: Kommunikationen!
Tal med kollegaerne om situationen og fordel opgaverne: Hvem tager sig af hvad?
Kommuniker klart og præcist, giv eventuel ordrer. Men tal fattet og roligt.
For eksempel: XY skal på skadestuen. Jeg tager med. Jeg har brug for stamkortet - print den lige for mig. Ring for mig til/efter taxa/ambulance/forældre - og giv mig en tilbagemelding/svar/besked med det samme.
Bagefter: RO PÅ!
Tal med hinanden om hvad der er sket. Hjælp hinanden med at vurdere (evaluere) situationen.
Tag hånd om eventuelle tilskuer/vidner/berørte. Måske er der ligefrem en, der er skyld i ulykken. Det barn skal der tages særligt hånd om. Kontakt også det barns forældre. Skriv gerne en umiddelbar, kort beskrivelse af hvad der er sket, og hvad I gjorde.
Ledelsen tager over!
Ledelsens opgave er, at tage styring på bearbejdning og opfølgning på det, der er sket. Hjælp ledelsen ved at give åbent og ærligt udtryk for dine følelser, bekymringer, tanker og behov.
Da vi havde ovenstående op på et personalemøde, kom en medarbejder med den kloge tilføjelse, at ledelsen skal huske at kontakte de medarbejdere, der har været involveret. Dels af omsorg, dels for at følge op og orientere om udviklingen. Det gav god mening for mig - og er værd at huske.
SvarSlet