Når nu denne kompetence er meget mangelfuld, eller så at sige ikke til stede i forhold til opgaveløsningen, hvad stiller man så op med personen?
Når der er tale om medarbejder, så er jeg ikke i tvivl. Der er mulighed for at sikre kompetenceudvikling på mange måder. Det er ikke nemt, alt efter hvad det handler om. Men det er muligt.
Hvis kompetencen mangler i forhold til en bestemt opgave, er der også mulighed for at ændre på opgaverne.
Men: Når man nu ikke er leder for personen, eller har meget lidt indflydelse på personen, hvad gør man så? Eller endnu værre: Hvis man er afhængig af personens manglende evner til at løse opgaven, hvad gør man så?
Hos mig havner de mennesker jeg møder og oplever som inkompetente i en mental skuffe med betegnelsen "idioter".
Det er en stor skuffe og der bor mange i den! Der kan de så være og passe sig selv.
Men hvad med dem jeg ikke kan ignorere i denne skuffe? Hvad med de idioter, som jeg er nød til at forholde mig til, eller skal samarbejde med?
Så længe de er i skuffen er det svært at håndtere dem.
Den eneste vej jeg kender ud af det, er at tænke mig om og prøve at finde ud af, hvordan de fungerer. Hvis jeg kan forstå dem, kan jeg bruge forståelsen til at håndtere dem - og bruge dem til mit formål så godt som muligt.
Kirkegård har beskrevet det ganske passende ud fra en filosofisk (eller pædagogisk vinkel): "At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der."
Det er smukt og jeg synes det er sandt. Men hold op, hvor er det besværligt. Og hvad med dem, der ikke møder mig der, hvor jeg er?
Målsætningen ifølge Kirkegård er udmærket, men når det er så svært, er der ikke noget at sige til at der er så mange af dem, der bliver i min skuffe.
Gad vide, hvor mange skuffer af samme slags jeg bor i rund omkring? De kan møde mig der hvor jeg er, hvis de vil noget.
Og det kalder jeg så at være "selvrefleksiv"... ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar